Videoovervågning i Idrætscenter Midtfyn.

RETNINGSLINJER FOR VIDEOOVERVÅGNING I IDRÆTSCENTER MIDTFYN

Hvad er formålet med tv-overvågning?

Udover at overvågningen skal skabe tryghed for personale og Idrætscenter Midtfyns brugere, er formålet med videoovervågningen, at forebygge og opklare kriminalitet, hærværk samt at afsløre personer der tilsniger sig adgang til fitnesscenter uden betaling.

Retsgrundlag:

TV-overvågningsloven, persondataloven, straffeloven, forvaltningsloven og almindelige forvaltningsretlige principper og arbejdsretlige regler og principper.

Hvad er videoovervågning?

Videoovervågning er i tv-overvågningsloven defineret som: ved videoovervågning forstås vedvarende eller regelmæssigt gentagen personovervågning ved hjælp af fjernbetjent eller automatisk virkende videokamera, fotografiapparat eller lignende apparat. Lovens regler om tv-overvågning finder tilsvarende anvendelse på opsætning af sådant apparat med henblik på overvågning.

Ansvar:

Det overordnede ansvar for opsætning samt brugen af videoovervågningsudstyr ligger hos ledelsen i Idrætscenter Midtfyn. Ledelsen er samtidig ansvarlig for, at alle optagelser fra overvågningen opbevares på en sikker og forsvarlig måde således, at uvedkommende ikke har adgang til optagelserne.

I det daglige er det centerlederen, hallernes bestyrelsesformand og den tekniske ansvarlige, der varetager placering af kameraer, sikring af kameravinkler, vedligeholdelse af de tekniske installationer, gennemsyn af videooptagelser, samt eventuelle ændringer i placering og antallet af kameraer.

Idrætscenter Midtfyns videoovervågningsløsninger er som udgangspunkt opsamling af billeder og optagelser. Der sker således ikke aktiv overvågning af live-stream.

Videoovervågningen foretages på følgende steder/lokaler:

Foyer, fitnesscenter, padelbaner og campingplads.

Sikker opbevaring?

Optagelserne lagres via Idrætscenter Midtfyns lukkede serversystem, hvortil der kræves adgangskode/password.

Gemmes optagelsen fra tv-overvågningen?

Optagelsen fra videoovervågningen gemmes i max. 30 dage, hvorefter de slettes.

Retningslinjer for brug af optagelserne?

Man må kun kigge på optagelserne fra tv-overvågningen, hvis det er nødvendigt pga. kriminalitet eller mistanke omkring misvedligeholdelse og hærværk eller hvis der er mistanke om gratister, og kun den medarbejder (eller de få), som ledelsen har udvalgt og givet den fornødne instruktion, må se på optagelserne. Optagelserne må kun udleveres til politiet og offentlig myndighed, ej heller offentliggøres, videregives eller forevises til andre end politi, beredskab eller offentlig myndighed medmindre der er samtykke fra alle de personer, der er på de optagelser som udleveres.

Skiltning:

Der er opsat skilte med oplysning om videoovervågningen ved alle hallens indgange.

Procedure for konstateret eller formodet kriminalitet:

  • Hændelsen beskrives.

  • formodet tidsrum for hændelsen og lokalitet.

  • Andre brugere af lokalre/områder før og efter hændelsen noteres.

  • Relevante optagelser gennemses af den ansvarlige.

  • Belastende bevismateriale, som viser eller formodes at være af betydning.

  • Hvis en eller flere af hallens brugere optræder på disse optagelser, vil de eller deres forældre som de første blive orienteret med henblik på en opfølgende samtale og eventuelt overdragelse af videooptagelserne til myndighederne.

Orientering og accept af tv-overvågning:

Opsætning af videoovervågningsanlæg er blevet besluttet i idrætscenter Midtfyns bestyrelse, med orientering til FMK og til alle nuværende medlemmer, foreninger og skoler der er tilknyttet. Samtidig kommunikeres retningslinjer for videoovervågning i Idrætscenter Midtfyn til alle medarbejdere.