Nyhedsbrev, februar 2022

Formanden har ordet

Siden rekonstruktionen den 1. september 2019 har Idrætscenter Midtfyn gennemgået en stor forvandling. Vi har givet ordet til bestyrelsesformand for Den Erhvervsdrivende Fond Idrætscenter Midtfyn, Jan Svenssen, omkring, hvilke forandringer idrætscenter Midtfyn har undergået.

Jan Svenssen, formand for Den Erhvervsdrivende Fond Idrætscenter Midtfyn


Fysiske rammer

Jan Svenssen fortæller: ”De fysiske rammer i Idrætscenter Midtfyn er udefra set umiddelbart de samme som tidligere, men hvis vi åbner motorhjelmen lidt og kigger ned, så er der alligevel sket en del. Vi har arbejdet målrettet med forebyggende vedligeholdelse af bygninger og teknik, og samtidig har vi brugt en del kræfter på optimering af nye arbejdsgange og egenkontrol af rengøring, så vi altid fremstår som et vedligeholdt idrætscenter der samtidig er hygiejniske og imødekommende overfor vores brugere.

Vi holder i princippet åben fra kl. 05.00 om morgenen og næsten indtil midnat alle ugens 7 dage, så planlægning og kontrol af den løbende rengøring, er faktisk et større puslespil, end man umiddelbart forestiller sig.

Tilbage i december 2021 installerede vi et kalkspaltningsanlæg i svømmehallens teknikrum - en investering der allerede nu har betydet, at vi har minimeret opbygning af kalk i vådrummene, som tidligere var et problem, og derved både effektiviseret rengøringen og gjort baderummene mere indbydende”.

“Og for alle bygningerne og svømmehalsteknikkens vedkommende gælder det, at vi har fået udarbejdet langtidsplaner og budgetter for vedligeholdelsen, så der nu ligger køreplaner for hvad, og hvornår, vi skal vedligeholde eller udskifte, så vi er på forkant - og der ikke kommer alt for mange overraskelser i posten.

Som et led i den vedligeholdelsesproces, og for samtidig for at energioptimere Idrætscenter Midtfyn, påbegynder vi her i starten af 2022 udskiftning af vinduer og døre i det gamle vandrehjem og i hele over- og underetagen af fitnesscentret. Fagene er allerede blevet leveret.

Og vores indgangsparti har fået installeret automatisk dørsystem med elektriske, handicapvenlige og berøringsfri skydedøre med programmerbar timer”.

“Belysningen i kontorer og gangarealer er udskiftet med energibesparende LED-lyspaneler, og i løbet af 2022 påbegynder vi opførslen af handicapvenlige omklædningsfaciliteter og separat handicapparkering ved svømmehallen.

Der iværksættes ligeledes installation af ventilationsanlæg i hal 2, som gerne skulle give et bedre indeklima ved større arrangementer, samt når der dyrkes idræt af skoler og foreninger i hallen.

Og inden sommeren går alt for meget på hæld, kan vi se frem til at indvie to nyopførte, overdækkede padelbaner i Idrætscenter Midtfyn regi. Så der er godt gang i både vedligeholdelsen og optimeringen af vores fysiske rammer samtidig med, at vi løbende udvider udbuddet af idrætsfaciliteter”.

“Og ja, så har vi jo stadigvæk vores campingplads, som vi valgte at lukke ned i sommeren 2020. Og hvad arealerne fremover skal bruges til, er vi heldigvis selv herre over”.

Illustrationen er vejledende.

Økonomi

“På den økonomiske front har vi foretaget en forholdsvis stor rengøring. Vi har fået renset ud i leasingaftaler, økonomiske forpligtelser og serviceaftaler som ikke længere var hensigtsmæssige, og vi har fjernet de automatiske valg af eksterne leverandører og lavet nye indkøbsrutiner og forretningsgange for den del.

Så, uden at det er gået ud over vores serviceniveau, er der stille og roligt blevet omkostningstilpasset på alle de områder, hvor det har været muligt. Og den samlede indsats på optimering af driftsøkonomien har allerede viste sig i årsregnskabet for 2020, hvor vi kom ud med et positivt resultat på kr. 430.000, - efter skat - til trods for faldende indtægter i forbindelse med COVID-19 nedlukningen samt væsentligt øgede energiudgifter.

Og for regnskabsåret 2021 tegner den trend til at holde, så vi kommer ud af året med et endda lidt forbedret resultat, der så giver os mulighed for ved egenbetaling at kunne sætte energioptimeringsprojekter, eller udbedringer af bestående bygninger, i søen.

Igennem 2021 har vi også øget vores erhvervsudlejning til i dag at tælle 6 små private virksomheder, der lejer kontorlokaler og andre faciliteter på langtidskontrakter. Og vi har løbende forespørgsler fra mindre virksomheder og behandlere, der søger erhvervslokaler.

Det gode samarbejde med Faaborg-Midtfyn Kommune og med Sparekassen Sjælland-Fyn som finansiel samarbejdspartner - kombineret med yderst kompetent revisionsrådgivning fra BDO i Faaborg, har helt sikkert også været nogle af grundstenen i at få stabiliseret økonomien i Idrætscenter Midtfyn, så vi idag står, hvor vi gør”.

Foreninger og brugere

“Der skal også sendes en stor ros til de næsten 20 lokale idrætsforeninger, og til alle skolerne og uddannelsesinstitutioner i nærområdet, som benytter vores idrætshaller og svømmehallen på fast basis, for den måde de samarbejdede på i perioden efter rekonstruktionen. De var alle sammen fleksible og samarbejdsvillige.

Og det er altid en fornøjelse at gå en tur i Idrætscenter Midtfyn om eftermiddagen, eller om aftenen, når foreningsidrætten kører i højeste gear. De er kulturbærere og utroligt vigtige for byens borgere, for uden deres frivillighed ville lokalidrætten uden tvivl leve et noget mere stille liv.

Rigtigt mange af vores medlemmer valgte at bakke op ved at forsætte med at betale kontingent, under den delvise nedlukning i en del af første halvår af 2021, og den loyalitet skal vi nu gengælde ved at yde vores bedste - fordi loyalitet som bekendt går begge veje”.

Personale

“Kontinuitet og øget fokus på personaleudvikling, udvikling af arbejdsområder og en bedre udnyttelse af kompetencer har været med til, at vi i dag har et rigtigt stærkt, velfungerende og ikke mindst fleksibelt team indenfor de budgetterede rammer.

Vi har for eksempel vekslet faste omkostninger til variable, ved at lukke ned for egenproduktion af mad i vores køkken, der i dag er lejet ud til MI-VI FOOD - som så leverer de ydelser til os. Og vores instruktørkorps, og tilknyttede fysioterapeuter, har vist sig fra den aller bedste side gennem hele perioden med nedlukning, ved at være fleksible på ændringer af hold, udendørstræning og onlineholdtræning.

Ud fra det jeg selv har set, og med de tilbagemeldinger som jeg har fået, fornemmer jeg, at der er opstået en fantastisk holdånd blandt alle ansatte, oven på den lidt usikre overgangsperiode vi har været igennem siden rekonstruktionen og den delvise COVID-19 nedlukning.

Og fra min egen boldgade, på det bestyrelsesmæssige plan, må jeg sige, at jeg i dag føler mig privilegeret ved at være omgivet af en stærk gruppe yderst kvalificerede mennesker, som komplementerer hinanden helt fantastisk. Det er folk med hjerterne dybt forankret i foreningsidrætten, som samtidig hver og een nærmest har livslange virker indenfor motion, bredde- eller eliteidrætten. Det er gode mennesker, der erhvervsfagligt står uhyre stærkt på hvert deres område. Og den stabilitet vi har haft i bestyrelsen siden rekonstruktionen har helt sikkert også været medvirkende til, at få os frem til hvor vi står idag.

I samarbejde har vi fået formuleret vision, mission og værdier for Idrætscenter Midtfyn, så vi i dag kan bryste os af at være en værdibaseret organisation, hvor vores værdibegreber er integreret i alle beslutningsprocesser, samarbejder - og i mødet med brugere og foreninger.

Det gør, at den daglige ledelse, og vi fra bestyrelsen, fremover har nemt ved at navigere i beslutningsprocesser, fordi vi ved, hvilken vej skuden skal sejle”, afslutter Jan Svenssen.



VISION

Idrætscenter Midtfyns vision er at skabe udbud af idrætsfaciliteter for foreninger og borgere, så vi bliver det naturlige valg, når der skal dyrkes idræt på Midtfyn. Vores mål er at øge andelen af borgere, der udøver sport, eller som dyrker motions- eller eliteidræt, i et sundt træningsmiljø, og som derigennem forbedrer det fysiske og mentale velvære.


 MISSION

Idrætscenter Midtfyn tilbyder tidssvarende og trygge rammer samt fleksible idrætsfaciliteter til sport, motion og bevægelse - og ønsker at sikre en ligeværdig fordeling af disse mellem Midtfyns mange borgere og foreninger.


 VÆRDIER 

Sammenhold og dialog.

Respekt og loyalitet.

Bevægelse og sundhed.

Miljø- og klimabevidsthed.

Bestyrelsen for Idrætscenter Midtfyn, februar 2022



Forrige
Forrige

Rokade og nyt ansigt i bestyrelsen, april 2022

Næste
Næste

Nyhedsbrev, oktober 2021